Der er en blind jagt på uddannelsespotentialet i Danmark, og det har der været i mange år nu. Det ser ud til at fortsætte med det nye udspil fra regeringens side, hvor der oprettes 7500 nye uddannelser rundt om i landet. Men har politikerne lagt mærke til den tradition, der efterhånden har udviklet sig på mange af landets uddannelsesinstitutioner, hvor op mod 80% af de studerende falder fra, så der reelt kun uddannes 20% af de, som påbegynder uddannelserne?
Og evalueres der på, om disse nyuddannede kan få arbejde efter gennemført uddannelse?
Arbejdsmarkedet i Danmark er lukket land for de, som står udenfor. Lige nu hetzes der igen på de arbejdsløse, som bliver skudt i skoene at de ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig. Vil de politikere, som har den opfattelse, ikke for en gangs skyld prøve at vende billedet om, og se på om de måske kunne finde og tilbyde dem et arbejde i stedet for?
Jeg selv har nu to uddannelser i bagagen, datamatiker uddannelse 2½ år, Ernærings- og Husholdningsøkonom 3½ år. I alt 6 års uddannelse på SU. Men der findes ikke arbejde indenfor faget som Ernærings- og Husholdningsøkonom. De udbydes simpelthen ikke, selvom der er et så kolossalt behov for kostvejledning, hygiejne og miljøtiltag som forebyggelse i vores samfund. Og som datamatiker skal du være rimelig skrap og være med de rigtige steder for at gøre dig gældende, faget er konstant under udvikling, og specialisering den eneste vej, og så skal man også være god til at tro på sig selv, og bilde folk ind at man kan mere end man kan. Det er nogen bedre til end andre.
Hvorfor har vi råd til at sende folk på passiv forsørgelse, men ikke råd til at skabe jobs? Er det ikke på tide, at vi begynder at åbne op for mere jobskabelse, og give folk værdigheden tilbage. Det gælder jo i alle lag, at der er et problem. Men de borgerlige vil bare ikke åbne deres øjne, de vil stadig kun bebrejde de arbejdsløse, som bliver mere og mere syge af den stigmatisering, der foregår, hvor hver især tror at det kun er dem selv de kan takke for at stå uden et arbejde. Er det ikke på tide, at vi anerkender, at problemet ikke er hos den enkelte, men at det er et samfundsproblem – ja endda et samfundsskabt problem, og vi ser det ikke!
Enhedslisten går ind for nedsat arbejdstid, og det vil i sig selv kunne åbne for flere jobs, men der er behov for mere end det, det er især de unge, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor skal der også etableres bedre og mere lempelige ordninger for de, som gerne vil takke af på arbejdsmarkedet, så de unge kan komme til.
Enhedslisten vil være med til at skabe småjobs i kommunen – også til akademikere, som ikke kan få jobs. Lad os dog bruge kompetencerne til noget fornuftigt!
Helene Gerup, byrådskandidat for Enhedslisten i Slagelse
Omø Havnevej 43
4245 Omø