Klimakost kan gøre en forskel
Slagelse kommune: Byrådet vedtog på byrådsmødet 26. oktober sidste år at koble sig på KlimaPlus ordningen, som Danmarks Naturfredningsforening står for. Det var blot tredje gang, Enhedslisten stillede forslaget i den nuværende byrådsgruppe, men man siger jo også, at tredje gang er lykkens gang.
Slagelse var klimakommune fra 2009 til 2015, men droppede ud under det tidligere byråd. På trods af at det faktisk gik over al forventning med at efterleve kravene!
Jeg vil gerne slå et slag for, at Slagelse begynder at arbejde med økologisk klimakost. Selvfølgelig går vi efter guldet hos alle vores madleverandører, institutioner og kantiner (det økologiske guldmærke = 90-100% økologi), men vi kan samtidig arbejde for, at kostens sammensætning bliver mere klimavenlig. Og et andet og meget vigtigt aftryk vil der med denne proces også vise sig: Sundhedsfordelene.
Alt harmonerer så fint med de nye kostråd fra Fødevarestyrelsen, som lige er udkommet i januar.
En klimavenlig kost er en kost, der gennem produktionen belaster klimaet mindst muligt. Og plantekost bidrager som udgangspunkt positivt til CO 2-reduktionen via fotosyntesen, mens der ved kødproduktion (dyrets udånding gennem dets levetid) udledes CO 2 til atmosfæren.
Klimakost er altså en kost med mindre kød og mere grønt. Så enkelt kan det siges.
Dette betyder ikke, at vi alle skal blive veganere, men hvis vi ser på, hvordan kosten er sammensat, og begynder at regne lidt på det, er danskerne langt fra en klimavenlig OG ernæringsrigtig kost. Samtidig kan mange af vores livsstilssygdomme forebygges, ja ofte ligefrem kunne helbredes gennem en mere grøn og fornuftig sammensat kost. Og det er her, vi i Slagelse Kommune kunne gøre den helt store forskel, hvis vi ville.
Klima og sundhed spiller godt sammen, og det skal vi udnytte. Der er således flere fordele ved at se på klimakost og dets muligheder. Alle argumenter peger i den retning lige nu. Og med vores nye ordfører Mai Villadsen i spidsen for Enhedslisten, vil vi have alle forudsætninger for at kunne slå et slag for det på Borgen på samme tid, er jeg sikker på.
Helene Gerup, Enhedslisten i Slagelse
Omø Havnevej 43
Omø