Det er et socialpolitisk fremskridt, ikke mindst fordi mange af borgerne har været igennem meget langvarige og unødvendigt langvarige forløb på kontanthjælp og i ressourceforløb.
I Slagelse kommune ser tallene således ud for tilgang til førtidspensioner:
2016: 144
2017: 242
2018: 214
2019: 283
Kilde: jobindsats.dk. Tallene afviger en smule fra de tal, som opgøres af Slagelse kommune. Det skyldes opgørelsestidspunkterne.
I 2016 blev der indgået et budgetforlig mellem Venstre, DF, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten om øget tilgang til førtidspension fra 2017. Dengang var det en udbredt opfattelse, at der ville blive tale om kort oprydning i ophobede sager, men det har vist sig, at det forholder sig anderledes. Der er tale om et stort efterslæb i Slagelse kommune i forhold til de kommuner, som Slagelse normalt sammenlignes med. Der er tale om et efterslæb på over 700 personer i tiårsperioden fra 2009 til 2018.
Der var fokus på social- og beskæftigelsesområdet under budgetforhandlingerne i 2019. I budgetaftalen for 2020 mellem Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten endte det heldigvis med fortsat fokus på tildelingen af førtidspensioner, ikke bare som en hensigtserklæring, men også med tilførsel af penge til området. I Enhedslisten glæder vi os over de tre andre partiers imødekommenhed på dette punkt.
Thomas Clausen
Byrådsmedlem for Enhedslisten