Bjarne Christensen havde forleden i avisen en kommentar om Enhedslistens social- og beskæftigelsespolitik, som han ikke mener løser ledighedsproblemerne i kommunen. Et vigtigt element i Enhedslistens bidrag til budgetforliget for 2020 og 2021 er etablering af småjobs til unge arbejdsløse på kontanthjælp.
Der blev i 2020 afsat penge til op mod 100 småjobs med forskellig arbejdstid. Der skete fra januar 2020 til januar 2021 et fald i antallet af unge på kontanthjælp fra 713 til 644.
Der er sikkert en sammenhæng mellem oprettelsen af de kommunale småjobs og faldet i antallet af arbejdsløse unge på kontanthjælp, som temmelig misvisende hedder uddannelseshjælp, når man er under 30 år.
Blandt de unge, der har fået job, og personalet på jobcentret, der arbejder med opgaven, er der tilfredshed med Enhedslistens initiativ. Forslaget til etablering af småjobs kom med i budgetforliget for 2020, da Venstre, radikale og DF i sidste øjeblik forlod budgetforhandlingerne. Initiativet er fortsat i budgetforliget for 2021 mellem Socialdemokratiet, DF, LA og Enhedslisten.
Til at begynde var der en del skepsis, men efterfølgende har alle partier i Social- og Beskæftigelsesudvalget, som repræsenterer 27 af byrådets 31 medlemmer, set med positive øjne på initiativet.
Jobcentret beskæftiger sig også med socialpolitik. Det er bestemt af lovgivningen. De to økonomisk tunge områder er sygedagpenge og førtidspension. Bjarne Christensen er utilfreds med, at Enhedslisten har fået afsat flere penge til tildeling af førtidspension, og skriver, at vi vil have »mest mulig førtidspension«. Det er ikke retvisende. Der er i Slagelse Kommune et efterslæb. Der er for mange mennesker, der ikke har fået afklaret deres sag. Det er der ved at blive rettet op på. Det er også en konsekvens af ændret lovgivning tilbage i 2013.
Bjarne Christensen spørger til jobs til ledige med behov for et 37-timers job. Et andet af Enhedslistens bidrag til budgetaftalen for 2020 var mere beskæftigelse i daginstitutionerne. Der blev afsat to millioner kroner i 2020 stigende til otte millioner kroner i 2023.
Vi går ind for, at der afsættes flere midler til jobs på 37 timer og også til opkvalificering af ledige, som Bjarne Christensen efterspørger.
Hvis der kan skaffes et flertal på 16 eller flere af byrådets medlemmer, så er Enhedslisten naturligvis med.
Bjarne Christensen skriver, at virksomhederne mangler uddannet arbejdskraft. Mon ikke de fleste af de arbejdsløse synes, at der mangler arbejdspladser? Ifølge den seneste opgørelse, som blev forelagt Social- og Beskæftigelsesudvalget, var der i februar 2021 1.693 arbejdsløse dagpengemodtagere. Så hermed en opfordring til private, statslige og regionale arbejdsgivere om at skabe arbejdspladser.
Hvad de kommunale arbejdspladser angår, så er det jo ærgerligt, at byrådet er splittet, når det gælder beskæftigelsen. Socialdemokratiet, DF, LA og Enhedslisten tilstræbte med budgetforliget for 2021 at holde hånden under beskæftigelsen, mens Venstre, radikale og SF ville nedlægge en masse kommunale stillinger.
Thomas Clausen
byrådsmedlem (EL)
Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget
Slagelse