Enhedslisten vil arbejde for, at den offentlige bespisning bliver 100% økologisk OG klimavenlig. Dette gøres ved at kommunen udarbejder en kostpolitik, og indarbejder nye rutiner på området. Der skal arbejdes på at få mere grønt og mindre kød på menuen, som samtidig efterlever kostanbefalingerne.
Planteproduktion belaster ikke klimaet i forhold til CO2 udledning, idet planter bruger CO2 og udleder ilt via fotosyntesen. Omvendt er både dyr og mennesker klimabelastende, når de udånder CO2. Det er hovedforklaringen på, hvorfor planteproduktion er CO2 reducerende, og kødproduktion er CO2 udledende. Og jo større dyr, vi spiser, jo mere belaster det klimaet, da større dyr ofte lever længere, og udånder mere CO2 i deres levetid.
Det gode budskab er, at en plantebaseret kost er langt sundere for os end den kødbaserede. De nye kostanbefalinger fra januar 2021, som netop anbefaler mere grønt og mindre kød af hensyn til både klima OG sundhed, skal efterleves i alle offentlige institutioner. Samtidig skal der ses på, om det er muligt at indkøbe økologiske fødevarer i lokalområdet. Vi har både producenter og grossister i Slagelse kommune, som det skal være en helt naturlig ting at handle med.
Enhedslisten vil kæmpe for, at kommunens landbrugsarealer bliver forpagtet ud til økologisk landbrug, så der ikke sprøjtes med pesticider, af hensyn til vores drikkevand. Alle øvrige arealer, rabatter og grønne områder skal holdes sprøjtefrie fra kommunens side, eller udlægges som naturzoner. Her skal naturen herske på sine egne præmisser. Mennesker skal selvfølgelig stadig kunne komme dér, men som gæster, ikke som forvaltere eller producenter. For hovedformålet med naturzonerne er at lade naturen passe sig selv, så den kan blive vild, selvforvaltende og mangfoldig. Også til havs udpeges naturzoner i form af marinenationalparker, hvor trawlfiskeri og råstofudvinding forbydes.
- De offentlige køkkener skal løftes til det økologiske guldmærke.
- Der skal som minimum tilbydes et plantebaseret måltid hver dag i alle kommunens institutioner.
- Det offentlige skal gå foran med et godt eksempel, for at vise vejen og motivere befolkningen til at tænke i bæredygtighed og langtidsperspektiv.
- Slagelse kommune skal på alle områder støtte en økologisk omlægning af produktionen.
- Vandets kredsløb skal beskyttes og genoprettes. Vi vil ikke have sprøjtegifte i vores drikkevand.
Fint med mig